Sider

tirsdag den 28. april 2015

Tak for turen

Der er mange ting at ordne, når man har hus og have.
Når vejret var som i går, måtte jeg efterlade den dårlige samvittighed herhjemme og tage på vandet.
Mens jeg stod og kreerede en gastronomisk madpakke, ( leverpostej med ost:) ringede Karen, der havde fået samme ide som mig og vi gjorde derfor en fælles tur på fjorden.

 Billederne blev mørke og grumsede, men det ødelagde ikke turen
Tog fra Hestehoved i let nordlig vind. Her passerer vi Rommerholm, der snart er skidt helt ihjel af den forhadte og for nogle elskede fugl skarven.

Her på østsiden af Enehøje fandt vi et godt sted med læ og nød maden, udsigten og den sol der i ny og næ lod sit lys skinne over os.
Vi var godt klar over, at vinden ville tage til i løbet af dagen, men ikke mere end 6 m/s. Så ingen grund til bekymring.
Vi roede nord om Enehøje, for på vestsiden at få glæde af rygvinden, men vinden var nu gået om i vest og nok mere end 6 m/s, der gav nogle rimelige bølger ind fra højre side. Vandet var stadig koldt og for en uge siden fandt jeg ud af, at mine rul ikke sidder lige i skabet, men kun en enkelt gang var jeg ved at overgive mig i bølgernes vold. Her blev en variation af støttetag afprøvet.
Da vi rundede sydspidsen af øen, var det med fuld drøn hjemover.
Tak for turen.

torsdag den 23. april 2015

Eftermontering af ror

 Thule/2
I forbindelse med salget af Thule/2 indgik i aftalen, at der skulle eftermonteres et ror i kajakken, hvilket også var rimeligt, da kajakken kun har justerbar finne.

Nu kan man jo finde problemer alle vegne og dem ledte jeg så efter;0)
Alene det at finde ud af hvilket ror der skulle monteres, blev et problem, men efter samtale med en
kajakpusher, der fandt de fleste af de dele frem, der kunne fungerer sammen, kom vi frem til nedenstående resultat.

Under dæk.
Kajakken er "født" med justerbare fodstøtter. Dette arrangement blev fjernet
Det agter fodstøtte hvor styrmanden sidder,
blev omdannet til disse pedaler, der glider let i skinnerne.
Over dæk.
Formede en egeklods med en slids, der smyger sig omkring agterenden, blev pålimet med
epoxy og med et par dyvler som ekstra sikkerhed,
der endte med dette resultat.
Mekanisk virker det perfekt, hvordan det ter sig i vandet, kommer an på en prøve.
Efter test: Roret virker upåklageligt.

torsdag den 16. april 2015

Inspektionsluge

Forbereder mig så småt på bygning af en Black Pearl og funderer på om en af Watskis inspektionsluger er anvendelige som kajakluger.

Er denne luge forsøgt brugt som kajakluge og er den tæt?

onsdag den 15. april 2015

Ørnene igen

Ørnene er tilbage i reden, så nu mangler der bare et par æg.

For få minutter siden lå hun og fladede ud på reden. Måske for at beskytte redeskålen mod regnen.

Billedforbindelsen kan være lidt ustabil
http://pandion.dof.dk/webtv?page=2

lørdag den 11. april 2015

Modlys

I går formiddag lå jeg med hovedet inde i cockpittet på en kajak for at eftermontere et pedalarrangement til et slipror, da det gik op for mig, at der ikke var en lyd af vind udenfor. Fik hurtigt anbragt et par revler til montering af skinnerne, smurt madpakken, fandt kajakgrejet frem og så af sted til Hestehoved.

Da jeg fik rundet Skaldehoved, lå Lindelse og Hellenæs Skov og spejlede sig i bugtens stille overflade. (klik på billedet)

 
Turen der gik til stranden ved Frederiksdal, koncentrerede jeg mig om roteknik, (ja, jeg gør det stadig) idet der ikke var en krusning på vandet, der kunne forstyrre.

Ude i horisonten anedes en gang imellem Langeland i den lidt disede luft.

I modlys med udsigt mod Langø i det fjerne.
(Præcis sådan så det ud)

mandag den 6. april 2015

Solrig tur

Karen sendte i går aftes en invitation til medlemmerne af vores lille klub til en kajaktur på Danmarks smukkeste fjord.
Nu er det ikke alle der impulsivt kan tage af sted med så kort varsel. Men jeg ku´. Så Karen og jeg måtte klare det selv.
Dog kom Kim kom for at ønske os en god tur.

 Denne badebro ligger der altid og jeg har problemer med at lade være med at tage et billede af den.

Vi startede ved Hestehoved med vinden og solen i ryggen, roede syd om Slotø, øst om Rommerholm hvor vi udover at skulle se skarvernes aktivitet ved rederne også måtte finde os i at vores syn blev forstyrret af 2 havørne, roede syd om Enehøje for på vestsiden at holde middagspause.

Lige her er kajakkerne stedt til hvile og vil man se hvad det er, så klik på billederne og de bliver meget større.

I vores middagshvil hvor vi simrede i solen med de medbragte madpakker, te og kaffe. Måtte vi igen finde os i, at havørnene fløj over vores hoveder udover vandet og slog kolbøtte i lufthavet mens lærkerne larmede i baggrunden.
Hjemturen foregik i ro og mag i let modvind

Denne beskrivelse for at ingen skal blive altfor misundelige;0)